Gratis smagsprøve på Fast Forward Strategi >
+45 3220 5928       info@strategylab.dk

Nyheder

Det er aldrig for sent at gentænke

Livet er fyldt med gode anledninger til at gentænke. Denne tid på året med studiestart og skolestart – eller bare det banale at starte på job igen efter sommerferien – er traditionelt fyldt med historier om at gentænke sit liv, sit arbejdsliv eller sit ægteskab. Selv skriver jeg dette på min fødselsdag – et eller andet skal tiden jo gå med – og fødselsdage er også højt på listen over anledninger til at ændre på et eller andet i sit liv. At gentænke.

Nu hvor Århus åbenbart skal gentænke i hele 2017 – altså lige om lidt – kunne vi jo passende beskæftige os lidt med gentænkning indenfor ledelse. Det er, mindst, to ting, at sige om gentænkning. For det første, så involverer gentænkning – for at det skal være interessant – ændret adfærd. Det er simpelthen ikke nok, at tænke ”det kunne være godt, hvis jeg var i god form” eller ” …. Gid min virksomhed var innovativ”. Gentænkning skal bruges til noget. Ellers er det bare tænkning. Og det har vi nok af. Vi vil se handling. Som Churchill underskrev sine memoer ”Action this day, action this night”. Det er nemlig den anden del af gentænkning. Vi beslutter og beslutter og beslutter. Men hvor tit handler vi i grunden. I dit private liv har du måske besluttet et rygestop 20 gange, før det bliver til handling? Og hvorfor skulle det være anderledes i erhvervslivet? Man beslutter gang på gang at skille sig af med en umulig medarbejder, men så kommer der altid lige noget i vejen … og otte år senere sidder han der stadig og ødelægger det for de andre.

Det er derfor, at vi taler om anledninger. Anledninger er ikke til at beslutte, så meget som de er til at handle. Når der kommer en ny chef er der pludselig en anledning til at få eksekveret den der fyring, som har lagt i kortene i otte år. Eller få vækket medarbejdere til dåd igen. SÅ skal der gentænkes.

Engang skiftede Middelfart Sparekasse ham fra en lidt kedelig provinssparekasse til en moderne værdibaseret organisation, som flere gange er kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Anledningen var, at den daværende direktør, Hans Erik Brønserud, mistede sin meddirektør (som forlad sparekassen) og pludselig kunne gøre alt det, som han altid havde tænkt. Og som Hans Erik sagde til sig selv – jeg er jo glad for at gå på arbejde og behøver ikke en masse regler for at gøre mit bedste for sparekassen, så mon ikke mine medarbejdere har det på samme måde? Det havde de såmænd, men fra tanke til handling gik er altså alligevel mange år før man i Middelfart følte sig på så sikker grund, at man lod sin organisation og ledelsesform dokumentere af folk som mig. Og så kom finanskrisen og med den masser af regler ovenfra, men det er en anden historie. Jeg er sikker på at Middelfart Sparekasse stadig væk er en værdibaseret organisation, for en organisationskultur er svær at ændre.

Betyder det at man altid skal have anledninger for at skabe gentænkning? Her kommer jeg til at tænke på Jørgen Jakobsen, som ændrede virksomheden Gabriel fra en traditionel industrivirksomhed til en innovativ vidensvirksomhed – midt i sine 19 år som topchef. Jeg spurgte ham engang om der havde været en konkret anledning og hans svar var, nej, jeg vågnede bare op en dag og synes, at det var den rigtige løsning. Og heller ikke når jeg gik ham på klingen kom der nogen anledning frem. Men i dag er maskinparken outsourceret til Østen og i stedet er der kontorer med iværksættere og udviklingsfolk i de gamle hellige fabrikshaller.

Og det var egentlig min refleksion på fødselsdag. Du behøver altså ingen undskyldning for at tænke dig om og ændre din adfærd. Og Det er aldrig for sent at gentænke, du behøver ikke at vente til 2017!

Men behøver vi i grunden konkrete anledninger.

Ovenstående klumme er oprindeligt bragt i Jyllands-Posten i juni 2016 og skrevet af Anders Drejer, professor på Aalborg Universitet og partner i strategylab.

---
strategylab arbejder målrettet og professionelt med strategi og innovativ forretningsudvikling. Vi tager gerne et indledende møde i din virksomhed, for at se på Jeres unikke muligheder for langsigtet at skabe en sund forretning. Læs mere om, hvad vi kan tilbyde her.