+45 4252 6220       info@strategylab.dk

Det lærende samfund

Baggrund
Den rasende begavende professor Lars Qvortrup har skrevet mange bøger om viden, læring og teknologi – og nu hvor han er i 50’erne er han begyndt at tænke store tanker om hvordan disse begreber har udviklet sig i et historisk lys og hænger sammen på samfundsniveau. Samt ikke mindst hvad implikationer er på organisations- og institutionsniveau. Bogen her er en slags tankemæssig fortsættelse af Lars’ ”der hyperkomplekse samfund” fra 1998, der således  fungerer som denne bogs baggrund.

Tesen i det hyperkomplekse samfund er at vores samfund over tid har udviklet sig fra et såkaldt deocentristisk paradigme over et industrialistisk – eller antropocentristisk – til nu, hvor der er behov for et nyt paradigme: det polycentristiske. Det er mange begreber og meget godt argumenteret i Lars’ bøger.

Kort fortalt går deocentrisme ud på at Gud (eller en anden konstant faktor såsom skæbnen, traditionen) er verdens centrum og har patent på sandheden. I overensstemmelse med dette var formueophobning og værdiskabelse for egen vinding ikke overvældende relevant (for det store flertal) og deocentrismen falder fint i tråd med et landbrugssamfund, hvor kirken og diverse kongehuse havde stor magt (som ”defenders of the faith” som i Engand).

Af mange gode grunde holdt deocentrismen ikke evigt – måske kunne Gud og kirken ikke ”levere varen”, f.eks. i forbindelse med pesten i 1600 tallet? Reaktionen bliver så at Gud erstattes med en anden konstant faktor, nemlig mennesket, og vi får så antropocentrisme. Her ses verden som skabt af mennesket og ikke Gud.

Verden skal derfor styres af mennesket og hele den måde vi iagttager verden og naturen på har mennesket som centrum. Det gælder, ifølge Lars, både i videnskabens, politikkens og kunstens verden. Under dette paradigme tror man på udvikling baseret på den menneskeskabte fornuft og indenfor denne ramme skal man uddanne sig og gøre karriere – viden er magt!

Antropocentrismen falder, ikke tilfældigt, sammen med industrialiseringen, hvor driftige mænd og kvinder brugte en række nye teknologier som afsæt til at gøre sig rige, hvor andre brugte de samme teknologier til at omskabe naturen og så videre. Industrialiseringen, siger Lars, kunne aldrig være sket under det deocentrismiske paradigme.

Imidlertid er der nu behov for en ny beskrivelse af samfundet, hvor omdrejningspunktet ikke er samfundets materielle produktion, mens dets kompleksitetshåndtering. Det skyldes blandt andet, ifølge Lars Qvortrup, at det alment menneskelige subjekt, som i filosofien defineres som verdens centrum, fra sin fødsel har haft to sider – en fornufts- og følelsesdimension – og at det i filosofi, kunst og videnskab har været uhyre vanskeligt at kombinere disse to sider.

Tag for eksempel videnskaben, hvor den traditionelle naturvidenskab kan siges at have en opfattelse af naturen som en automat, der styres af universelle love – en monocentristisk opfattelse. Imidlertid har nyere opdagelser som kvantemekanikken og så videre vist os at en sådan opfattelse ikke holder i virkeligheden.

Der bliver behov for et nyt naturvidenskabeligt paradigme, hvor naturen kun opfattes brudvist og afhængigt af iagttageren (tænk på Heisenberg’s usikkerhedsrelation). Reversibilitet og determinisme er specialtilfælde – irreversibilitet og ubestemthed er reglen. Også i kunstens og filosofiens verden kan man, ifølge Lars, iagttage tilsvarende tendenser og man tror på ham efter at have læst de mange og overbevisende argumenter.

Indhold
Hvor skal vi hen du? Det ligger næsten gemt i argumentationen’s logik (tese, antitese, syntese …), at det nye paradigme skal være karakteriseret af polycentrisme. Polycentrisme – der er mange sandheder – er en teori om at samfundet som subjekt iagttager og former samfundet som objekt. Og det samfund, vi iagttager, har ikke længere ét privilegeret centrum, men er karakteriseret ved at have en lang række indbyrdes konkurrerende og iagttagende centre.

Konsekvensen af dette, for Lars Qvortrup, er at samfundet kan iagttages som et socialt system, hvor hvilket grundvilkåret er kommunikation, hovedudfordringen er kompleksitet, og målet er kompleksitetshåndtering. Samtidig er det væsentligt at holde sig for øje at kompleksitetshåndteringen ikke er en kamp, der kan vindes en gang for alle – tværtimod må personer og organisationer erkende at jo mere de ved, jo mere er der de ikke ved. Jo mere kompleks bliver omverdenen for dem!

Derfor er målet ikke længere kontrol med omgivelserne, men simpelthen den midlertidige balance. Lars tager her organisationsteoriens contingency tankegang frem og krediterer (korrekt) Herbert Simon for ideen om at kompleksitet (i organisationens omgivelser) ikke reguleres ved hjælp af simple principper, men ved hjælp af en (indre) kompleksitet, der matcher.

Her er det nødvendigt at introducere Lars’s videns- og læringsbegreb. Disse begreber er nødvendige for forstå det efterfølgende, så kig lige på nedenstående tabel:

Lars Qvortrup går herefter i gang med en række særdeles spændende overvejelser om hvad polycentrisme vil betyde for uddannelsessystemet, blandt andet universiteterne, i Danmark som et hyperkomplekst samfund. Han tese er, at universiteterne (vi kan vel her tillade os at sige ”de højere læreanstalter) ikke har mistet deres relevans – tværtimod er der større grund end nogensinde før til at universiteterne skal være universiteter og dermed steder for der skabes og spredes viden. Men de skal også deltage i den videnskabelse, der i stadig stigende grad sker i samfundet og være en spiller i samfundets kompleksitetshåndtering. Konkret betyder dette, ifølge Lars Qvortrup, at uddannelsessystemet befinder sig i en tilstand af usikkerhed:

  • På den ene side kræves det at skolerne styrker deres basale kvalifikationsydelser (mere dansk, mere …) mens det på den anden side også kræves at skolerne udvikler sig til ”kompetencemiljøer”, hvor kvalifikationer tilsyneladende kan undværes.
  • På den ene side kræves der ensartethed, blandt andet kulturelt og med hensyn til læseplaner etc., mens virkeligheden ude i skolerne er den modsatte, man har mange kulturer og behov for mange forskellige læseplaner.
  • På den ene side advarer nogle om differentiering blandt eleverne, f.eks. kulturel, men på den anden side taler mange netop for differentiering i undervisningen.

”Skolerne” skal håndtere disse udfordringer for at have ny relevans i det hyperkomplekse samfund, siger Lars Q. Det betyder blandt andet at skolerne, uanset hvad slags de nu er, skal favne alle Lars’s fire vidensformer fra figur 1. Hvordan man så gør det …

Men lad os komme frem til det, som jeg er mest interesseret i, nemlig det hyperkomplekse paradigme’s implikationer for organisation og ledelse. Dette behandler Lars nemlig også. Sammen med en lang række andre emner, som jeg vil tillade mig at springe over her (læs bogen!). Lars skriver et kapitel om den lærende organisation, hvori han fremhæver:

  • Mens traditionelle organisationer iagttog omverdenen gennem én optik, iagttager lærende organisationer omverdenen gennem flere optikker. Dette kan f.eks. være flere regnskabsformer eller flere bundlinier, som Lars fremhæver, men også ses mere generelt i forhold til scenarieudvikling etc.
  • Mens traditionelle organisationer var baseret på fremmedstyring, inkarneret af Lederen, baserer lærende organisationer sig på selvstyring og/eller selviagttagelse, Lars’ 4. vidensform!
  • Mens ledelsesfunktionen i traditionelle organisationer var direktiv, det vil sige praktiserede første-ordens ledelse, er ledelsesfunktionen i lærende organisationer i højere grad orienteret mod anden-ordens ledelse, dvs. ledelse, der gør selvledelse mulig.
  • Mens disciplineringen i traditionelle organisationer var baseret på kontrol, så er den i lærende organisationer baseret på selvkontrol.
  • Mens hovedvægten i traditionelle organisationer blev lagt på kvalifikationer, lægges hovedvægten i lærende organisationer på kompetencer og kreativitet.

Ja, man kan komme langt ved at anlægge et bredere, filosofisk syn på et emne.

Bedømmelse
Læs denne bog!

Det eneste lille kritiskpunkt, som jeg vil tillade mig at komme med, er at behandlingen af implikationerne af det lærende samfund på organisationsniveau ikke er behandlet grundigt nok eller med eksempler. Men så er det jo op til os selv at oversætte Lars Qvortrup’s spændende og gennemarbejdede tanker på samfundsniveau til vores egen organisation og hverdag. Det er bare med at komme i gang.